Det var mørke tider
Det var mørke tider – tider hvor mange medarbejdere mente at man godt kunne spare kontingentet til en fagforening – thi der skete jo alligevel aldrig noget nyttigt der.
I et mødelokale sad en flok tillidsfolk og de var i ganske trist humør. De syntes faktisk at de gjorde et godt stykke arbejde, de opnåede mange små sejre for deres medlemmer – men det ikke trak de store overskrifter – ja det var lige før de gode resultater var en velbevaret hemmelighed.
De og ville så gerne gøre sig selv og deres faglige indsats mere synligt for medlemmerne – men hvordan skulle det gå til? Bedre blev det ikke af, at de tit blev pålagt diskretion af ledelsen på deres arbejdspladser, som ikke ønskede at andre medlemmer skulle få griller i hovedet og kræve ind.
Det kunne næsten ikke blive mere trist – og nogen tænkte endog på at give op og nedlægge deres tillidshverv – ja det var i sandhed mørke tider.
Men en dag var der en, der fik en lys ide: Hvis vi ikke kan fortælle om vores resultater, så må vi jo se at få det lært. Som sagt så gjort – de hidkaldte en historiefortæller – og på bare en enkelt dag fik de brave tillidsfolk lært at gøre selv de mindste og mest sensationsforladte historier interessante for helt almindelige mennesker.
Det viste sig, at de gode historier bare lå og ventede på at blive fortalt. De før så triste tillidsfolk havde en masse på hjertet, og med en smule hjælp lærte de at fortælle det, så det blev spændende og interessant.
Og de gode tillidsfolk drog ud på deres arbejdspladser og fortalte de mange historier de havde på hjerte til medlemmerne, som lyttede med åben mund og store øjne, og med et forstod hvorfor det var så vigtigt at
være medlem af fagforeningen og have en tillidsmand,som kunne skabe værdighed og retfærdighed overfor ledelsen.
Og – skulle det vise sig – som også kunne meget andet godt som støttede det enkelte medlem til et endnu bedre job til den helt rigtige løn.
Verdens ældste kommunikationsstrategi – at fortælle en historie – havde vist sig stadig at virke.