Dragen og Vandmelonen.
En historie om hvordan historier kan påvirke.
Der var engang en by. En køn lille by med kirke, og torv og rådhus og en fin lille bymur omkring.
I kan forestille jer en lille by i Sydfrankrig i middelalderen, måske. Ja, det var en køn by, men kiggede man nærmere på den, kunne man se, at folk var blege og magre. De sultede simpelthen.
Men hvorfor nu det? Hvorfor dyrkede de ikke jorden?
Uden for bymuren var der marker. De strakte sig så langt øjet rakte ud til foden af de blå bjerge.
For foden af de blå bjerge boede en kæmpestor frygtindgydende drage.
Derfor dyrkede de ikke markerne, derfor sultede de.
En dag kom en fremmed til byen. Han kunne straks se, at der var noget galt. Han så på de tynde indbyggere og sagde undrende “Jeg kan se at I sulter, men hvorfor dyrker I ikke jorden – jorden er rig?”. Folk fortalte ham så om den frygtindgydende drage for foden af de blå bjerge.
Nu var han en god mand, den fremmede, så han tilbød straks at gå ud og slå dragen ihjel. Folket fulgte ham til byporten, ønskede ham held og lykke og så ham gå ad den stenede vej mellem markerne.
Da han kom ud til foden af de blå bjerge, så han en kæmpestor grøn vandmelon.
Han vendte straks tilbage til byen, samlede folk på torvet og sagde: “Det er ikke en drage, der er derude – det er en vandmelon”.
Folk blev rasende. Kvinderne begyndte at råbe og skælde ud og mændene greb deres sværd og slog den fremmede ihjel. Ja, de hakkede ham simpelthen til plukfisk. Og så levede de videre, som de havde gjort det hidtil.
Kort efter kom endnu en fremmed til byen. Også han så, hvordan folk sultede og hvor tynde de var.
“Hvorfor dyrker I ikke jorden – den er rig”, sagde han. Og også han fik forklaringen med dragen for foden af de blå bjerge. Han var en god mand, så han sagde straks, at han ville gå ud og slå dragen ihjel. Han drog af sted og så for foden af de blå bjerge den kæmpestore grønne vandmelon.
Han skyndte sig tilbage til byen, samlede folk på torvet og sagde grinende “Ved I hvad, I har taget fejl, det er slet ikke en drage, det er en vandmelon – I kan roligt dyrke markerne”.
Folk blev rasende. Kvinderne råbte og skældte ud og mændene greb deres sværd og slog den fremmede ihjel. Ja, hakkede ham til plukfisk.
Noget tid gik og folk i den lille by levede videre i sult og armod, som de snart havde gjort så længe.
En skønne dag kom endnu en fremmed til byen. Han så på folket, han stillede det samme spørgsmål og fik det samme svar. Nu var det så heldigt, at også han var god og han tilbød som de andre fremmede før ham at gå ud og slå dragen ihjel. Han drog ud, så vandmelonen, vendte tilbage og samlede folket på torvet. “Kære borgere”, sagde han, “I har ikke længere noget at frygte, jeg har slået dragen ihjel”. Folk blev ellevilde af glæde. De jublede og sang, Kvinderne faldt den fremmede om halsen og borgmesteren gjorde ham til æresborger i byen.
Han blev i byen i en rum tid. Han blev der, indtil folk var begyndt at dyrke jorden og indtil han havde lært dem at kende forskel på en drage og en vandmelon.