Engang havde hendes storebror haft et mikroskop med hjem og de havde for sjov skyld lagt et stykke gammelt ost ind under og set, at osten var et myldrende liv. Siden da havde hun gået i en stor bue uden om osteskabet nede i kælderen når hun hentede sodavand dernede, for det var hendes arbejde.Lisså snart hun kom hjem fra skole løb hun ud i butikken. Butikken var som en hule lavet af ting. Der var varer på alle vægge, der var skuffer med mel og gryn og tesukker og gule ærter, der var isenkram under loftet, og spande og malkeskamler og gummistøvler.Butikken var byens ubestridte centrum, ja nærmest verdens navle, og verden drejede rundt om hendes far købmanden i den hvide kittel.Hvis der kom nogen ind i butikken som hun ikke kendte, spurgte hun straks sin far, hvem det var, for han kendte alle.
På visse tidspunkter af dagen gik snakken. Når bønderne kom ind efter deres middagssøvn, når karlene var færdige med deres arbejde.Så blev der fortalt historier. Måske var det der, det startede.
Ja – sådan begynder min historie, men da livshistorier ikke følger berettermodellen,har de en tendens til at blive lidt kedelige i det lange løb.
Så lad mig nøjes med at fortælle nogle enkelte historier om vejen fra købmandsbutikken, til i dag hvor jeg har åbnet min egen “butik” – lige som min far – om end i en noget anden branche.
Hvordan det gik til at teatret blev min levevej?
1.
Lena do ska’ lawe kunster.
Jeg var 7- 8 år gammel, jeg legede med tre søskende der boede på en gård oppe i byen Inger Merete, Preben og Henrik. Vi legede i den kolde stue og de sagde til mig “Lena do ska’ lawe kunster”. Jeg hoppede op på spisebordet, hvad jeg lavede har jeg ingen anelse om, men jeg husker at de trimlede om på gulvet af grin. Fornemmelsen af at gøre noget, der får nogen til at grine er frydefuld.
2.
Min rollemodel.
Overfor købmandsbutikken boede Jørgen og Karen, et gammelt ægtepar. De havde en ko og nogle høns og Jørgen var dertil grisehandler og ringer og graver. Han ville gerne ha’ en øl, men han ville hellere ha’ to, som min far sagde. Jørgen døde mens jeg endnu var barn og Karen boede der alene indtil det år hvor jeg blev student, da kom hun på alderdomshjem.
Karens hus blev købt af et ungt par, han læste arkæologi og hun dramaturgi – det var de første mennesker af “den slags” der flyttede til Gosmer.
Mette gik i lyserøde fløjlsbukser og var smart på den rigtige måde. Det er sådan en jeg vil være, tænkte jeg – og det blev jeg. Da jeg var færdig med at læse på dramaturgi begyndte jeg at ernære mig ved at arbejde med teater.
3.
At ha’ publikum i sin hule hånd.
Mens jeg læste spillede jeg med i mange teaterforestillinger. Blandt andet en 1950’er forestilling hvor jeg spillede en dreng på 16.
I den forestilling oplevede jeg det berusende, momentvis at ha’ publikum i min hule hånd. Jeg kunne vippe med et øjenbryn, gøre små små ting og de ville dø af grin. Det var en fantastisk oplevelse, og af alle de ting som dramaturgistudiet kunne føre til, valgte jeg at blive skuespiller.
Hvad så med historiefortællingen – hvor kommer den fra?
4.
Fredag aften i butikken.
Fredag aften havde butikken åben til kl. 8 og der var fyldt med mennesker. Karlene fra gårdene “hang ud”, drak sodavand og røg cigaretter, Ove Troldbjerg købte en dåse store bayerske pølser og varmede dem på “besovnen”. Karen og Thor ude fra marken kom og købte ind til hele ugen og blev hængende længe efter at handlen var afsluttet. Der blev snakket og grinet, der blev fortalt historier, historier om held og uheld om folk de kendte som måske havde dummet sig. Jeg husker ikke historierne, kun stemningen. Den var god.
5
Varmeudveksling..
I mange år lavede jeg egnsspil ,store egnsspil overalt i by og på land, med hundredvis af medvirkende, med orkestre, heste, gamle biler, ja sågar en fiskekutter i Esbjerg. Det var en dejlig proces at lave teater med en helt masse “almindelige mennesker”. Alle kendte mig og jeg kendte alle, ligesom i butikken. På et tidspunkt i begyndelsen af 1990’erne tænkte jeg :Der må være en nemmere måde at skabe dette varme fællesskab med mig i midten. Første gang jeg hørte om historiefortælling gik det op for mig, at det var det jeg søgte.
6.
Fortællingens magi
Den sidste historie handler ikke om hvorfor jeg kom til at arbejde med historiefortælling, men om hvorfor jeg bliver ved:
Vi havde – i Dacapo Teatret – et job for en statslig styrelse. Personalet var trætte og mismodige og en anelse bitre. Vi havde aftalt at jeg skulle indlede dagen med at fortælle en historie. (og selvfølgelig ikke hvilken som helst historie) Det gjorde jeg og der skete et magisk stemningsskift i salen. Ikke sådan at de pludselig blev i højt humør, men de begyndte at snakke med hinanden på en ny måde, det var tydeligt.
Historien åbnede døre, også dem der var gået i baglås.