“Hva’ sjov er der ved at gå på arbejde”

Spoken Word Festival – Odense 2011

”Jeg har arbejdet i C4 på OUH i 15 år Der er mange ting, som jeg kunne ønske var anderledes i forhold til vores meget store arbejdsplads… Ofte er det meget nemt at finde de ting jeg er utilfreds med – besparelser og arbejdsbetingelser m.m. og da jeg meldte mig tænkte jeg at jeg ikke havde meget godt at sige om OUH, men projektet lød som en udfordring. Efter workshoppen var jeg fyldt med god energi efter de mange gode historier. Ved at fortælle min historie kom jeg til at huske på, hvorfor jeg stadig arbejder i dette store system. Jeg elsker jo den tætte kontakt til mennesker og de fantastiske oplevelser det giver. Det er det man kan få ud af at fokusere på de gode historier ….det er altid nemmere at brokke sig. Det gik rigtig godt d. 2. november, og det blev en personlig sejr. Faktisk har det givet mig blod på tanden til flere udfordringer af samme slags. Jeg har fået lyst til at fortælle”

Sygeplejerske Jeanette Lange OUH

I starten af november (2011) var der Spoken Word Festival i Odense. Jeg lavede et arrangement som jeg kaldte “Hva’ sjov er der ved at gå på arbejde”. Jeg var altså pludselig i en kulturel sammenhæng med det jeg sædvanligvis laver på arbejdspladser.

Til arrangementet i Teaterhuset i Odense var der fuldt hus og fortællerne talte bl.a. en sygeplejerske, en vejinspektør, en værtshusholder og tre hjemmehjælpere. De fortalte historier om, hvad der er specielt og fantastisk ved lige netop deres arbejde. Jeg havde forinden lavet arrangementer på de respektive arbejdspladser der handlede om at fortælle sjove, interessante historier fra deres arbejde. Jeg udvalgte så 2-3 personer fra hvert sted, som kom med på Spoken Word festivalen Jeg fik ideen på et tidspunkt hvor der – igen – var avisoverskrifter om hjemmehjælpere der stjal og gik på indkøb for sig selv i arbejdstiden og jeg tænkte: Det kan ikke passe at det er de eneste historier, der skal fortælles i offentligheden om hjemmehjælpernes arbejde. Det ledte til en lyst til at skabe et rum for de mange spændende, interessante, sjove og mærkelige historier som folk oplever i deres arbejde.